Studenterpræsten på Frederiksberg

 

Charlotte Cappi Grunnet
Telefon 30 30 64 94
E-mail: ccg@km.dk

Studenterpræsten er ansat af Folkekirken til at stå til rådighed for studerende på de videregåendeuddannelser på Frederiksberg: bl.a. Copenhagen Business School – CBS, Det Biovidenskabelige Fakultet – LIFE, Metropol Læreruddannelser og Musikkonservatoriet. Som studenterpræst står jeg til rådighed for personlige samtaler og kirkelige handlinger så som dåb, bryllup, skrifte, lystænding osv. Derudover arrangerer Studenterkirken på Frederiksberg også foredragsaftener, studiekreds, koncerter og anderledes gudstjenester som fx den årlige julegudstjeneste, hvor koret fra Metropol Læreruddannelse medvirker og studerende optræder med solonumre.

 

Studenterpræster er cand. theol. og fungerer også som præst i den danske folkekirke. Der er 15 studenterpræster i Danmark knyttet til de videregående uddannelser. En af de vigtigste opgaver for studenterpræsten er at tilbyde personlige samtaler for studerende på videregående uddannelser. Samtalerne kan dreje sig om vidt forskellige forhold i livet – fx. følelsen af tomhed, eksamensangst, stress, sorg, ensomhed, identitet, udbrændthed, følelsen af ikke at være god nok, parforhold, familieforhold og meget andet.

 

Samtalerne kan være om både stort og småt. Du behøver ikke have en kristen overbevisning eller komme med trosmæssige anliggender for at henvende dig.

 

Man er altid velkommen, hvad enten der er tale om nysgerrighed eller faglig sparring eller man ønsker en samtale om et personligt anliggende.

 

Studenterpræsten er underlagt absolut tavshedspligt. Der føres ingen journaler, al henvendelse er gratis.